Abstract

”Hvad er musik?” lyder et gammelt og godt spørgsmål, og svaret udformes i reglen som en redegørelse for, hvordan musik lyder. Med modernismen (Ligeti, Stockhausen, etc.). har vi imidlertid gjort den erfaring, at musikken kan forblive musik, selv når den er uden melodi, uden metrisk puls etc. Men hvis der ingen grænser er for, hvordan musik- ken kan lyde, kan vi heller ikke afgrænse – definere – musikken ved at henvise til, hvordan den lyder. Vi må, mener jeg, snarere tage udgangspunkt i den særlige måde, vi sanseligt indstiller os på lyden – ”omgås” den – når vi hører den som musik