Artiklen perspektiverer på den almene pædagogiks aktuelle, pressede tilstand, i lyset af de centrale, transnationale udviklingstendenser inden for uddannelsesstyring der har gjort sig gældende de sidste ca. 25-30 år. Dette gøres, ved at tage afsæt i de såkaldte antinomier, som en række pædagogiske forskere har forholdt sig til som definerende for moderne pædagogik. Denne tematik blevet sat på dagsordenen af aktuelle uddannelsesforskere som bl.a. Alexander von Oettingen; Michael Uljens; Lars Løvlie; Gert Biesta, Birgit Schaffar og Dietrich Benner. Oettingen ser nærmere (...) bestemt spørgsmålet om pædagogisk professionalitet som spaltet i fire antinomiske paradokser, der angår Rationalisering ; Pluralisering ; Individualisering og Civilisering. Disse pædagogiske paradoksaliteter har en rod bl.a. hos Kant, Rousseau og Herbart. Artiklen søger gennem fokusering af sådanne pædagogiske antinomier eller paradokser at vise, hvorledes den transnationale uddannelsesrevolution de sidste 25-30 år har udtyndet den almenpædagogiske undermuring af begreberne: I. professionalitet, II. læring, III. autenticitet og IV. dannelse. Dermed fokuseres de almenpædagogiske problemstillinger der kendetegner disse fire begreber. Dette gøres for at vise, hvorledes den transnationale uddannelsesstyring i dette lys udgør en bekymrende afvikling eller sammenklapning af pædagogikkens almene grundtræk. (shrink)